Undervisning der hænger ved

 

Cro Magnon tegning af urokse i Lascaux-hulen i Frankrig

En på opleveren. Noget til hjernen. Noget der giver viden og holdning. Noget der giver anledning til at bruge krop og kreativitet. Noget at formidle.

Det er professionelt lærerarbejde. Hvorfor arbejde med et bestemt emne? Hvordan arbejde med emnet. Hvordan bruge den erhvervede viden. Didaktik og metode.

I vores iver efter at indrage moderne undervisningsformer - hvad vi selvfølgelig skal gøre - må vi ikke glemme tidligere tiders velafprøvede undervisningsmetoder. Jeg giver her et eksempel, der i hver fald har virket på mig. Jeg har aldrig glemt Cro- Magnonfolket og deres hulemalerier.

Da jeg for alt for mange år siden gik i 1. real i Ejby Folke- og Realskole startede vores historielærer Åse Lund sin undervisning om Cro-Magnonmenneskene med at fortælle medrivende og engageret om  et hulemaleri med billedet af en uroksetyr og Cro-Magnonmenneskene bag. 

Udover fru Lunds fortælling skulle vi selvfølgelig også selvstændigt læse den tilhørende tekst i historiebogen. Og så skulle vi, som vi jævnligt skulle, som en del af historieundervisningen med blyant eller kuglepen skrive et lille resume om hulemaleriet i vores historiekladdehæfte. 

I dette tilfælde pålagde fru Lund os endvidere, at vi i kladdehæftet til illustration af vores resume skulle tegne en kopi af tyren fra hulemaleriet i Lascaux-grotten ud fra historiebogens fotografi. Tegningen skulle farvelægges med fedtfarver. Næste historietime startede med, at nogle af os selvstændigt skulle fortælle om Cro-Magnonmenneskene og deres hulemalerier.

Den uroksetyr har jeg aldrig glemt. Pædagogikken bag ved er klar. Først oplivelse og oplysning gennem engageret mundtlig fortælling - for nu at citere Kristen Kold. Så visuel læring ved hjælp af lærebogstekst med tilhørende illustration. Det hele fulgt op af kognitiv og motorisk selvvirksomhed gennem selvstændig skrivning, tegning og farvelægning. Forløbet blev selvfølgelig afsluttet med overhøring gennem elevformidling til resten af klassen.

Auditiv, visuel og motorisk læring. Eller mere jordnært: lytte, læse, gøre, skrive og tegne. Så er der større chance for, at noget hænger fast, og at eleverne herudover får holdninger og følelser i forhold til stoffet.

Her kan digital søgning på nettet med efterfølgende elektronisk kopiering af tekst og billede ikke følge med. Det er mere flygtigt og hænger ikke ved ligeså effektivt.

Vi skal selvfølgelig følge med tiden og lære at bruge tidens værktøjer. Men læreren må i den enkelte givne undervisningssituation vurdere og vælge, hvad der er mest hensigtsmæssigt og formålstjenligt. Det er det, der hedder didaktik, og som er den professionelle lærers spidskompetence.

Vi må ikke glemme, det der virker. Biblioteket, bog og blyant må ikke nedprioriteres eller nedvurderes. Ensidig fokusering på "ny teknologi", "problemorienteret, deltagerstyret undervisning" , "lære at lære" og "ansvar for egen læring" giver ikke vidende, selvstændige, myndige borgere, med holdninger og meninger præget af indsigt og viden om verden i tid og rum. Selvfølgelig skal skolen også arbejde med disse begreber, men i mindre doser og afbalanceret i forhold til undervisningsformer, der bygger på lytte, læse og gøre.

Ny teknologi og nye metoder skal inddrages i skolen, men det skal ske ud fra  den professionelle lærers didaktiske vurderinger og færdigheder og være i fornuftig balance med det bedste af det gammelkendte - det der er erfaring for virker. Brug af biblioteker, bøger og blyanter er fortsat - jævnfør ny forskning (se fx https://videnskab.dk/kultur-samfund/du-husker-mindre-og-laeser-darligere-pa-en-skaerm) - helt afgørende, når det gælder undervisning, der sætter sig varige spor. Det må vi ikke glemme i jagten på forbedringer af folkeskolens undervisning.

Oprør og kærlighed baggrunden for lærer Andersens ansættelse ved Husby Skole

 

Det var en oprørsk lærers beslutninger, der i 1922 medvirkede til, at lærer Hans Viggo Andersen, Odense blev ansat ved Husby Skole.

Lidet kunne man dengang ane, at beslutningen om ansættelse af ham gennem generationer ville få konsekvenser for børn og unge skolegang i Husby. Ja, og for sognets kirkeliv. Lærer Andersen (født i Odense 1896) forblev som lærer, førstelærer og kirkesanger i Husby i mere end 40 år.

Men hvad var det for et oprør, der satte gang i denne proces?

Som så ofte før var der en kvinde med i spillet. Husby Skoles andenlærer Einar Hansen var blevet forelsket i gårdmandsdatteren Karen Larsen fra Husby mark. Og nu ønskede de her i 1922 at gifte sig. Men det skulle vel ikke være noget problem?

Jo, det skal jeg love for, det var. Dengang hørte der ved landsbyskolerne en bolig med til lærerjobbet. Problemet var, at der på Husby Skole kun var en førstelærerbolig med plads til familie, mens andenlærerboligen var beregnet til en ungkarl. Førstelærer Jensen var selvfølgelig den, der boede i Husby Skoles førstelærerbolig. Andenlærer Hansen ansøgte derfor Husby Sogneråd om at få opført en andenlærerbolig nær skolen med plads til en gift lærer. Denne ansøgning afslog Husby Sogneråd på sit møde i februar 1922.

Den 27-årige Einar Hansen havde i 1922 været en afholdt andenlærer ved Husby Skole i 4 år, var kirkesanger og havde ydet en stor indsats i Ungdomsforeningen.

Einar Hansen var ikke sådan at koste rundt med. Hans svar på  sognerådets afslag kom prompte. Han søgte og fik straks en førstelærerstilling ved Ferup Skole lidt vest for Kolding.

Det var ikke en beslutning Husby Sogns beboere var glade for. Den 28. april 1922 blev der holdt en stor afskedsfest for lærer Hansen i et fyldt Husby Forsamlingshus. Festen var en stor manifestation af, hvor afholdt han var. Både for sin faglige dygtighed og for sit venlige væsen.

Skolebørnene havde samlet ind til en gave til ham, og Ungdomsforeningen forærede ham en sølvvase. Herudover var der en lang række taler, der hyldede ham. Skolekomissionen bragte en stor tak. Repræsentanter for forældre til skolesøgende børn takkede og hyldede ham, ligesom der ved afskedsfesten fra de kirkelige repræsentanter lød en stor tak for hans indsats som kirkesanger.

Nu var der så bare for Einar Hansen at gifte sig med sin udkårne. Den 17. maj 1922 blev den nyudnævnte førstelærer ved Ferup Skole i Husby Kirke gift med 23-årige Karen Larsen fra Husby Mark. Man kan næsten fornemme den i kirkerummet forstærkede manifestation over for det, nogle kredse sikkert har opfattet, som det "stivnakkede" sogneråd. Forlovere var ingen ringere end førstelærer ved  Husby Skole Christian Thomsen Jensen og brudens far forpagter Christian Larsen, Husby Mark. Vielsen blev forrettet af sognepræst Johs. V. Petersen, der også var formand for sognets skolekommission. 

Det skulle vise sig, at det ikke var en let sag at finde en ny ugift andenlærer, der var villig til at bo i en ungkarlelejlighed på skolen. Stillingen måtte vikarbesættes i flere måneder. Husby Sogneråd kunne først på sit møde den 31.10. 1922 foretage indstilling til Skoledirektionen om andenlærerstillingens besættelse. Der var kun seks ansøgere til stillingen.

Som nummer 1 indstillede sognerådet lærer Viggo Andersen, Odense. Lærer Andersen blev efterfølgende af Skoledirektionen på et møde den 17. november 1922 kaldet til embedet som andenlærer ved Husby Skole med virkning fra 1. december samme år. Det var dengang, det at være lærer blev betragtet som et kald.

Med lærer Andersens ansættelse var grundlaget lagt for mere end 40 års efterfølgende fast hånd om skolemagten i Husby. Lærer Andersen afløste nemlig efter nogle få år lærer Jensen som førstelærer. I al min tid i Husby skole - og længe før og nogle år efter - var lærer Andersen en markant førstelærer.

Vilde dyr I skolegården

Solen stod endnu lavt over horisonten. Luften var skarp. Ikke en vind rørte sig. Over mosen hang klam, kold mosekonebryg. Ved brugsen bevægede en tromletyk killingefyldt kat sig ladt og langsomt over landsbygaden. Et  par tunge duematroner sørgede for en smule liv i gaden. Tungt vraltende og vuggende pikkede de tabt korn i vejsiden. I skolen kiggede børnene længselsfuldt ud af vinduerne. Skete der ikke snart noget? 

Pludselig lød der traktorlarm og knasen af vognhjul i skolegården. En kortege af vogne med vilde dyr stillede op i skolegården. Børnene fløj op og pressede næserne mod ruden. Hvad var mon det?

Møjsommeligt fik læreren dem tilbage til pultene. Da de igen sad stille, forklarede læreren, at skolen havde lavet aftale med en omrejsende zoo-udstilling. Inden udstillingen skulle stille op til weekendens fremvisninger i et telt længere nede af Storegade, ville de fremvise dyrene for skolebørnene. Det synes vi godt nok lød spændende. Vi var her omkring 1960 ikke vant til at se vilde dyre så tæt på.

Det var en god aftale for både skolen og den rullende zoo. Skolen kunne give børnene en unik oplevelse, og den rullende zoo fik gratis reklame forud for weekendens offentlige fremvisning.

Klassevis kom vi efter tur ud for at se dyrene. Det dyr, der vakte størst interesse, var en kæmpe af en tiger. Den brølede arrigt imod os. Vi var dybt fascinerede og tænkte dengang slet ikke på dyrets kummerlige forhold i en lille kassevogn med jerntremmer til den ene side.

Inde i klasseværelset fik vi besøg af nogle hunde, der var trænede til at lave hundekunster. Trille rundt på kommando, springe over en stok og gennem en ring, give pote og gå på to ben. 

Som belønning for skolens medvirken til "reklamefremstødet" fik vi et "hold kæft" bolsje, en stor sukkersød bismarck-klump vi knapt kunne have i munden.

Selvfølgelig skulle vi med vores forældre se weekendens fremvisning af dyrene i teltet ved Storegade. Vognene var opstillet inde i teltet, så publikum frit kunne bevæge sig rundt og iagttage de vilde dyr. Pludselig mødte vi udenfor burene en stor lodden chimpanse. Nej, hvor blev vi normalt så kække drenge forskrækkede! Heldigvisvis var det bare en mand forklædt i en chimpansedragt.

Tit beskylder man den tids skole for at være stillesiddende og kedsom. Det er nu ikke helt rigtigt. Lærer Tagensen kunne fortælle så medrivende, at  historien kom til at stå levende for os. Lærer Andersen kunne spille og lære os sange og salmer, der den dag i dag pludselig ved bestemte stimuli popper op og afspilles på vores erindringsafspiller. Fru Breiner kunne fortælle spændende fortællinger og lære os sjove lege.

Der var også en anden gang, hvor vi fik et spændende afbræk i skoledagenes trummerum. Vi fik i klassen besøg af globetrotteren Jørgen Bitsch. Han viste os indskrumpede menneskehoveder, han havde haft med hjem fra besøg hos menneskeædere på Borneo og viste levende film af de fremmede folk på et medbragt filmapparat.

Den tids nogen gange benævnte sorte skole var ikke så sort endda. Der var også plads til anderledes oplevelser. Vi var på skoleudflugter med tog fra Ejby til blandt andet Ribe, Himmelbjerget og Dybbøl. Vi var på besøg i Odense Zoo transporteret af de forældre, der havde biler. I 5. klasse, der bestod af 6. og 7. årgang, var vi på en flere dages skoleudflugt med tog til København. Og for en sådan boglig nørd som mig, var de almindelige skoledage heller ikke kedelige. Udover dansk og regning lærte vi mange ting, der hænger ved den dag i dag. Og så fik vi gode venner og kammerater. 

Jeg ved godt, at jeg beskriver den romantiske side af skolen for 65 år siden. Der var også negative sider, specielt for de børn, der havde svært ved at koncentrere sig eller sidde stille, eller som have vanskeligheder ved at lære. Men blot for at sige, at skolen også havde en anden side dengang end eftertidens automatbenævnelse, "den sorte skole". Skolen dengang må vurderes ud fra den tids præmisser.

Når man ser på udfordringerne for elever, lærere og pædagoger i nutidens skole, kunne man måske håbe på, at nogle af de forgangne tiders positive ting kan overføres til nutiden. Læreres og pædagogers status i samfundet bør højnes. Elever, forældre og samfundet bør udvise større respekt for lærere og pædagoger og generelt for pædagog- og undervisningsarbejde.

Når det er sagt, har vi generelt grund til at være stolte af det arbejde nutidens lærere og pædagoger udfører. Dygtige, engagerede, energiske, omsorgsfulde, kreative og iderige. De fortjener virkelig vores allesammens respekt og opbakning. Min er hermed givet.

Ib Hansen,  8. oktober 2025

Død is har efterladt spændende landskab i Husby

Husby Hole er et resultat af død is.

Død is. Husby Hole. Jamen, er is da ikke altid dødt? Og hvorfor hedder det Husby Hole?

Jo, is er som udgangspunkt dødt. Men hvis isen er en del af en gletsjer, så bevæger isen sig fremad, når der oppe på det bagvedliggende kilometertykke isskjold falder  sne, der under tryk omdannes til is. Trykket får gletsjere fra isskjoldet til at bevæge sig fremad. Hvis trykket ophører som følge af klimaændringer med stigende temperaturer, så holder gletsjerne op med at bevæge sig fremad. Gletsjerrandene rykker tilbage. 

Men der kan stadig foran isen ligge store iskolosser, der nu ikke længere har forbindelse til gletsjeren. Sådanne iskolosser kaldes dødis. Iskolosserne har været dækket af isolerende metertykt moræne- og smeltevandsjord. Jordens isolerende virkning betyder, at iskolosserne er flere hundrede år om at smelte helt. Resultatet bliver et dødislandskab bestående af mange lavninger og små runde bakker. Nogle af lavningerne er afløbsløse, andre har mindre afløb gennem, hvad der nu er små bække, men tidligere har været større vandløb. I lavningerne er der nu enge og moser. Når man med tog eller i bil kører gennem området fra Ejby til Tommerup, kører man igennem et stort dødislandskab. Den store 28 kilometer lange Brænde Å, der løber hele vejen fra Tommerupområdet til udløbet ved Sdr. Åby, er resultatet af mange små tidligere istidsbække, der er blevet til en stor å, Vestfyns største.

Men der findes selvfølgelig spredt ud over landet mange andre mindre dødislandskaber. Et af dem er området fra Husby Hole ud til Tybrind Vig.

Hole kommer af gammeldansk og betyder hule, fordybning eller lavning.  Det passer meget godt til de naturgivne forhold, der karakteriserer Husby Hole også kaldet Holen, der er beliggende nord for Husby Kirke, mellem Husby og Hygind. En markvej giver adgang fra Skræppedalsvej eller fra Hovvej. 

Husby Hole er en stor dal omkranset af bakker på tre sider og med afløb via bækken Moserenden til Tybrind Vig. Dalen er opstået i forbindelse med istidens afslutning, hvor et kæmpe stykke dødis mistede forbindelsen til den levende gletsjer. Denne dødis har så ligget her og er gennem mange år afsmeltet og har dannet et stor dødishul, Husby Hole.

Da vandspejlet i verdenshavene i Stenalderhavstiden for omkring 8000 år steg meget kraftigt, nåede havet langt ind i Husby Hole og Husby Mose, hvor nu Moserenden løber, men vandet trak sig efterfølgende tilbage igen, da havspejlet igen faldt.

Engene i Husby Hole er lave, fugtige og moseagtige. Op ad Holens skrænter er der bondeskov. Skov, hvor hver gård i den oprindelige landsby Husby, der lå ved Kalvehave, den vestlige ende af Storegade, langs Lillegade og langs Sjobjergvej, hver havde deres stykke skov, hvor de kunne hugge træer og grene til risgærder, brænde og senere til flis, der blev brugt i de første centralvarmeanlæg.

Dødislandskabet, der udgøres af strækningen Husby Hole, Husby Mose og landskabet langs Moserenden til udløbet i Tybrind Vig, var det primære fysiske oplevelsesområde for mine brødre og mig i vores barndom. Cowboy- og indianerlege, kælkning og skøjteløb foregik på engene og i skovene ved Husby Hole, mens engene ved Moserenden blev brugt, når vi spillede fodbold, løb på skøjter, når der var is på den vinteroversvømmede mose, eller når vi legede opdagelsesrejsende ved at følge Moserenden helt ud til dens udløb i Tybrind Vig. Så jeg kan roligt sige, at jeg har oplevet dødislandskabet gennem fødderne og gennem alle sanser.

Husby Hole

Afløbet Moserenden fra Husby Hole. 

Gården Bondero I baggrunden.

Landskabskort. Husby Hole ligger på Wedellsborghalvøen.

De runde cirkler betyder dødislandskab med lavninger 

og små runde bakker. Den brune farve betyder randmoræne, områder hvor landskabet er højere som følge af aflejringer fra og oppresninger af en fremrykkende gletsjer. Ørslev-Lunge Bjerge med bl.a. lokaliteten Håre Bjerge er et fint eksempel på en randmoræne. Godt store dele af Håre Bjerge er blevet fredet.

Ib Hansen. Oktober 2025

Landbomuseet i Harte

Min åbningstale til Veteran- og Kræmmerdage ved Landbomuseet på Brødsgaard i Harte lørdag den 9. august 2025 kl. 11.00:

Velkommen til denne helt særlige dag på Landbomuseet. Jeg er glad for at se så mange her i dag - her på Brødsgaard midt i det smukke skovrejsningsprojekt Harte Skov.

Utroligt, hvad der på nogle og tredive år er kommet ud af det projekt, der blev igangsat i starten af 1990´erne. Jeg var selv med til den officielle indvielse af projektet og plantede sammen med daværende miljøminister Per Stig Møller nogle af de første træer. Så det er en helt særlig glæde for mig at se, hvad der er kommet ud af Kolding Kommunes og statens overtagelse af Brødsgaard og et par andre gårde her omkring. Ikke blot de dejlige skove og græsgange, men også og ikke mindst Landbomuseet. I et på mange måder historieløst samfund har vi brug for steder som Landbomuseet.

I disse smukke omgivelser kan vi se frem til nogle inspirerende og festlige dage, hvor det endda ser ud til, at vi bliver begunstiget af det fineste sommervejr. Det har vi brug for. Ikke blot i forhold til veteran- og kræmmermarkedet, men også for at få den sidste del af årets høst i hus.
Der er noget ekstra magisk over Landbomuseets veteran- og kræmmerdage i og med, det holdes her ved Brødsgaard, et sted der bærer på både historie og fremtid. 

I dag er vi samlet for at hylde det, der har været – for at give ære til de gamle biler, knallerter, traktorer, de historiske landbrugsmaskiner og de redskaber, der har været rygraden i samfundet gennem generationer. Vi kan inspireret af de udstillede genstande fundere over, hvordan de gamle teknologier og arbejdsredskaber har formet vores landskaber og vores liv, og hvordan de har været fundamentet for det samfund, vi kender i dag. 

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige en stor tak til alle de entusiaster og samlere, der i dag fremviser deres fantastiske veteranmaskiner, redskaber og andre genstande fra fortiden. Uden jeres passion og vedholdenhed ville vi ikke have den mulighed for at dykke ned i historien, som vi har i dag. Som en med 10 tommelfingre, er det en helt særlig fornøjelse at se, hvad I kan få ud af at passe og pleje, polere og skrue på jeres gamle maskiner. 

Samtidig har vi kræmmermarkedet, hvor vi kan finde alt fra sjove og historiske ting til mere moderne skatte. Kræmmerdagene er altid et vidunderligt indslag, der giver os mulighed for at opleve et væld af produkter. Tak, fordi I kræmmere møder frem, så vi kan få den oplevelse, det er at indgå en god handel. Eller måske bare være en oser, der nyder de mange slagtilbud.

Det er vigtigt at huske, at selvom vi i dag fejrer fortiden, så handler dagens begivenhed også om fremtiden. Om hvordan vi som samfund nu og i fremtiden tager ansvar for vores natur og for en positiv samfundsudvikling med mennesket og fællesskaberne i centrum. Det er nødvendigt, at vi har rødderne solidt plantet i viden om fortiden, så vi kan hente næring til at løse nutidens og fremtidens udfordringer. Det yder Harte skovrejsningsprojekt og Landbomuseet på Brødsgaard et bidrag til. 

Derfor vil jeg gerne hylde de mange frivillige, som i det daglige står bag museet og det, at vi kan mødes her i dag i et positivt fællesskab og hyggeligt samvær. Sådanne åndehuller har vi brug for i nutidens ofte hæsblæsende samfund. Stor respekt for jeres indsats. Tak skal I have.
Jeg håber, at dagens program vil give os alle både glæde, inspiration og mulighed for at lære noget nyt både om fortid og fremtid. Lad os alle sammen tage et skridt tilbage i tiden, for på den måde kan vi få en endnu bedre forståelse for den vej, vi skal gå i fremtiden.

Med de ord erklærer jeg veteran- og kræmmerdagene åbnet!

Ib Hansen, 9. august 2025

Nysgerrighed har været min drivkraft

"Uddannelse og dannelse er en livslang 

bevægelse, drevet af lysten til hele tiden at lære,

 båret af nysgerrighed og historisk bevidsthed,

og forpligtet på fællesskabets fremtid. 

I et demokrati er viden ikke et mål i sig selv, 

men en forudsætning for at tage del

 –med indsigt, ansvar og mod"

I år er det 50 år siden, jeg blev færdig som lærer, og 50 år siden jeg fik mit første job i folkeskolen. 50 året for min debut i uddannelsens og dannelsens tjeneste fik mig til at se tilbage. 

Hold da op, hvor har jeg oplevet meget i min levetid. Mest glædelige ting, men også sørgelige ting. Sådan er livet, men jeg prøver at holde fast i de glædelige ting. Jeg fik lyst til at lave en levnedsbeskrivelse over mit liv. Den følger her.

Min familie, min uddannelse og en sønderjysk forbindelse

Jeg er søn af arbejdsmand Peter Emil Hansen og hjemmearbejdende husmoder Nina Marie Hansen. Vi har alle tre fødselsdag den 4. juli. Min mor var født i 1926 og min far i 1927, mens jeg er født i Ejby i 1950. Her boede vi de første år, indtil vi 1. november 1954 flyttede til Husby.

Min skolegang begyndte på Husby Skole i april 1958, hvor jeg gik i klasse med min et år yngre bror Leif. Vi fulgtes tæt ad – også videre til Ejby Folke- og Realskole, hvor vi afsluttede med realeksamen i 1968. Mens Leif drog østpå til København og begyndte sin shippinguddannelse i ØK - Østasiatisk Kompagni, valgte jeg den gymnasiale vej og tog studentereksamen fra Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg i juni 1971. Leif tog efter uddannelsen i ØK studentereksamen og blev senere cand. mag. i blandt andet sammenlignende litteratur fra Københavns Universitet. Han blev ansat som lektor og forsker ved Roskilde Universitet. Min yngste bror Bo tog HF-eksamen fra Middelfart Gymnasium og blev cand. phil. i historie fra Aarhus Universitet. Han tog en tillægsuddannelse i it og blev ansat indenfor dette felt i Region Midtjylland.

Efter studentereksamen flyttede jeg i august 1971 til Kolding for at begynde på læreruddannelsen ved Kolding Seminarium. Her kom jeg ikke bare til at stifte bekendtskab med mine yndlingsfag pædagogik, didaktik, samfundsfag, historie og geografi, men også med Anne Marie Schultz, som ligeledes gik på Kolding Seminarium og ligesom mig boede på Kolding Nordre Kollegium. Hun kom fra Sønderjylland og var årsag til, at jeg ikke som planlagt efter lærereksamen i 1975 vendte tilbage til Fyn. Vi blev gift på Kolding Rådhus den 24. august 1984, og i 1985 fik vi vores datter, Tanja Rebeca. I 2022 blev vi bedsteforældre til lille Alba Rebeca – et nyt dejligt kapitel i familielivet.

Mit lærerliv

Min første ansættelse som uddannet lærer var et halvt års vikarjob på Ødis Sogneskole fra januar 1975 og frem til sommerferien. Kortvarigt, men lærerigt. Her fik jeg ansvaret for en 7. klasse og oplevede for første gang, hvordan man som lærer ikke bare underviser – man danner, guider og samler. Fra august 1975 kom jeg til Bramdrup Skole, hvor jeg blev i næsten 17 år. Her oplevede jeg et stærkt og positivt kollegialt fællesskab, en god og opbakkende ledelse og fandt stor glæde ved undervisningen og nogle herlige elever.

I perioder underviste jeg i forskellige bijob ved siden af jobbet på Bramdrup Skole blandt andet i filmkundskab på Kolding Ungdomsskole, i geografi både på Kolding Seminarium og på Danmarks Lærerhøjskole i Haderslev. Disse jobs havde jeg dog ikke samtidigt. Forstå det, hvem der kan, men i starten af perioden på Bramdrup Skole tog jeg også tredje linjefag i dansk og litteratur og senere blev jeg uddannet skolebibliotekar fra Danmarks Lærerhøjskole.

Tillidsarbejde

Jeg var i en periode lærerrådsformand på Bramdrup Skole og var sidst i 1980´erne også medlem af bestyrelsen for den lokale afdeling af Danmarks Lærerforening.

I 1990 lod jeg mig vælge til Kolding Byråd og blev her – sideløbende med mit virke som lærer og senere skoleleder – medlem af Plan- og Miljøudvalget, som jeg fik glæden af som udvalgsformand at stå i spidsen for. Fra februar 1992 og tre et halvt år frem var jeg skoleinspektør ved Lyshøjskolen. Et fantastisk spændende, udfordrende og givende job, hvor jeg igen oplevede et stærkt kollegaskab, nogle opbakkende forældre og engagerede elever.

Arbejdet som forvaltningschef

I juni 1995 valgte jeg at træde ud af politik og opsagde mit gode job på Lyshøjskolen for at tiltræde som forvaltningschef i Enhedsforvaltningen i Nørre Åby Kommune – tilbage til mine vestfynske rødder. Men så kom det opslag, jeg som lærer altid havde tænkt ville være min drømmestilling. Skoledirektørjobbet i Kolding Kommune. Det job søgte jeg og fik. Jobbet i Nørre Åby var igen et kortvarigt, men yderst lærerigt job, som jeg holdt meget af både i forhold til det arbejdsmæssige og det kollegiale. Jobskiftet betød, at jeg arbejdsmæssigt vendte tilbage til Kolding. Bopælsmæssigt var vi heldigvis blevet boende på Kringsager i Bramdrupdam.

Fra 1. juni 1996 startede jeg som skoledirektør i Kolding Kommune, og i 2006 – i forbindelse med kommunesammenlægningen – blev jeg af sammenlægningsbyrådet udpeget som børne- og uddannelsesdirektør i den nye, større Kolding Kommune. Også i dette job oplevede jeg et fantastisk kollega- og arbejdsfællesskab. Jeg sad i direktørstillingerne i den gamle og nye Kolding Kommune i samlet 17 år frem til min selvvalgte pensionering 1. september 2013. 

Undervejs som direktør i Kolding Kommune tog jeg KIOL-uddannelsen ved Danmarks Forvaltningshøjskole og deltog i forskelligt nationalt udviklingsarbejde. Blandt andet blev jeg udpeget som formand for en evalueringsgruppe under Danmarks Evalueringsinstitut - EVA omhandlende folkeskolens valgfag, ligesom jeg blev udpeget som medlem af den karakterkommission, som undervisningsministeren nedsatte i 2005 med henblik på at revidere den danske karakterskala. Det var det arbejde, der mundede ud i, at Folketinget vedtog en ny 7-trins karakterskala, der trådte i kraft i 2007. 

Familie- og pensionistliv

Siden 1. januar 1980 har jeg sammen med Anne Marie boet i vores nuværende hjem på Kringsager i Bramdrupdam. Et sted vi nyder meget med den lette adgang til natur i form af skov, eng, marker, søer og vandløb. Det giver mange og varierede vandremuligheder, som er en af mine store interesser. Ligeledes er vi glade for de mange interne stier, der betyder, at vi har let adgang til skole, hal, sportsplads, daginstitutioner og indkøbsmuligheder, uden vi behøver alt færdes ad store veje. Vi nyder meget vores store have med det arbejde og de oplevelser, den giver. Før vi flyttede til Kringsager boede vi fra september 1976 på Oktobervænget, også i Bramdrupdam. Det er i huset på Kringsager, meget af livet har foldet sig ud – ikke mindst i de senere år, hvor pensionisttilværelsen har givet tid til nye fortællinger, nye fællesskaber og refleksion.

Efter jeg trak mig tilbage fra fuldtidsarbejdet, har jeg i mindre omfang fungeret som konsulent og foredragsholder. Jeg har skrevet og fortalt – både her på bloggen, gennem foredrag og gennem fortællevandringer. Som nævnt holder jeg meget af at gå, især på steder hvor historie og nutid mødes. Det er en del af mine interesser at lave fortællinger om dette eller hint - gerne om "mine" lokalsamfund Husby og Bramdrup, mine uforgribelige meninger om hvad der rører sig her og hisset og erindringshistorier fra mit liv. Mine fortællinger blive også inspireret af oplevelser fra rejser og fra mine daglige vandringer og samtaler med dem, jeg møder på min vej - både gamle bekendte og nye bekendtskaber. Alt dette er nu en vigtig del af min hverdag. Jeg forsøger at leve stille og roligt  efter den gamle græske devise "om en sund sjæl i en sund krop."

Min blog, ih18.blogspot.com, er blevet mit arkiv og mit atelier. Her skriver jeg – ofte til mig selv, men altid så andre - hvis de har lyst - kan spejle sig i det, jeg fortæller. Jeg kan godt lide at skrive fortællinger, der afspejler, hvordan små begivenheder i et lokalsamfund kan relateres til store nationale eller verdenshistoriske begivenheder. Og hvordan nationale og verdenshistoriske begivenheder kan opleves i det små i de mindre lokalsamfund. Jeg vil gerne fastholde, at der også i det almindelige liv – det udramatiske, det hverdagsnære – findes værdi, alvor, humor og håb.

"Et langt liv i uddannelsens og dannelsens tjeneste har givet mig det store privilegium at dele viden, værdier og vilje med utallige engagerede mennesker. Den største glæde har jeg dog fundet i samværet med min nærmeste familie og nære venner – i fællesskabet med min ægtefælle, i glæden ved min datter og mit barnebarn. Sammen med mit spændende arbejde har det gjort rejsen hel"

Ib Hansen, 20. august 2025 

Her kommer links til beskrivelser af min kones og mine forældres liv og levned:

Anne Marie: https://ih18.blogspot.com/2019/06/en-lrers-liv-og-levned.html

Min mor: https://ih18.blogspot.com/2017/12/et-hverdagsliv-oplevet-i-husby-og-ejby.html

Min Far: https://ih18.blogspot.com/2020/06/et-aktivt-arbejderliv-i-husby_23.html

Og til slut et link til historien om vores barndomshjem, "Historien om huset i Husby":

https://ih18.blogspot.com/2016/06/historien-om-huset-i-husby.html

---

Greven køber jord

 

Bønderne skal selv eje deres jord. Det blev besluttet i forbindelse med demokratiseringen af det danske samfund som følge af vedtagelsen af Grundloven i 1849. 

Herregårdene fik en rimelig frist til at afvikle fæste- og lensvæsenet. Processen skulle være tilendebragt senest i 1919. Wedellsborg var en af de sidste herregårde i Danmark til at gennemføre salget af fæstegårde og gøre fæstebønderne til selvejerbønder. Det var vist i nogenlunde god samklang mellem de fleste bønder og lensgreven.

Mange fæstebønder var vist rimeligt tilfredse med fæsteforholdene, altså den fæste (leje) de årligt skulle betale til lensgreven på Wedellsborg (ejeren) for at drive deres gårde. Og hoveriarbejdet (fæstebøndernes gratis pligtarbejde på godset, de hørte under) var jo afviklet på dette tidspunkt. Vejnavnet Hovvej på vejen mellem Husby og Håre minder om tiden, da bønder fra store områder på Vestfyn skulle levere hoveriarbejde på Wedellsborg eller nogle af Wedellsborgs hovedgårde.

Andre bønder kunne se udviklingsperspektiver og ejerstolthed i at blive selvejerbønder. Men som nævnt var processen først tilendebragt tæt op mod fristens udløb i 1919. Ud fra datidens aviser ser det ud til, at de fleste handler mellem lensherren på Wedellsborg og fæstebønderne blev foretaget i mindelighed. I følge datidens aviser er kun ganske få handler, der trækker ud, fordi der ikke kunne opnås enighed om fæstebondens købspris. Sådanne tvistigheder blev afgjort af et særligt organ oprettet til formålet.

Wedellsborgs porthus "Adlerhus"

Nu ser det ud til, at historiens gang betyder, at en del tidligere fæstejord i Husby og nabosognene igen vender tilbage til godsejeren på Wedellsborg. Eller rettere til Wefri A/S, der er det aktieselskab, der med grev Bendt Wedel i spidsen driver godserne Wedellsborg ved Husby på Fyn og Frijsenborg ved Hammel i Jylland. Tilsammen ejer godserne 10.151 hektar svarende til mere end 20.000 tønder land, heraf 4.004 ha landbrugsjord og 6.147 hektar skov og eng. Det gør, at Wefri A/S hører til i toppen af landets allerstørste jordejere.

Når jeg vandrer mine ture rundt på Wedellsborghalvøen i primært Husby og Tanderup Sogne taler jeg selvfølgelig undervejs med mange af de mennesker, jeg møder. Gennem disse samtaler har jeg fået indtryk af, at Wedellsborg (Wefri A/S) gennem de seneste år står bag mange opkøb af ejendomme på Vestfyn, typisk i forbindelse med landbrugenes generationsskifte, der jo er en udfordring, da landbrugsjordens pris er kraftigt stigende. Jeg har prøvet at tjekke i Landbrugsavisen, områdets dagblade og ugeaviser samt på nettet. Jeg kan se, at det kan bekræftes, at Wedellsborg har købt flere hundrede hektarer jord i Husby og omegn. Samtidig har lensgreve Bendt Wedell gennem Wefri A/S også deltaget i jordopkøb i udlandet. Men set isoleret i forhold til Husby og omegn gik der altså kun omkring 100 år, inden den tidligere fæstejord igen blev til herregårdsjord og vendte tilbage til godset Wedellsborg (Wefri A/S). Interessant, at se hvordan historiens hjul drejer. Og se hvordan tidligere tiders udvikling bliver til afvikling med forhåbentlig kommende udvikling.

Jeg håber, at den nye centralisering af land-og skovbrugsejendomme ikke fører til yderligere afvikling af livet på landet. Det bliver nødvendigt politisk både nationalt og lokalt at se på, hvordan det særligt kan blive attraktivt at bosætte sig i og renovere nedlagte landsbrugsejendomme. Det gælder i forhold til renovering af historisk og kulturelt interessante landbrugsbygninger. Långivning. Ejendomsskatter. Kollektiv transport. Bilafgifter. Skattemæssige fradrag for kørsel fra landområder til arbejde i byerne. Infrastruktur. Skånsomt nybyggeri underlagt den historiske landsbystruktur. Adgang til skoler, daginstitutioner, ældreboliger og plejehjem. Og meget andet. Det bliver en interessant udvikling at følge.

Foreløbig må vi bare glæde os over, at Wefri A/S på deres hjemmeside skriver følgende "Vi gør en dyd ud af at medtænke miljøet i vores arbejde- derfor arbejder vi med en cirkulær økonomi i alle grene af vores hverdag". Det er en vigtig udmelding.

Der er mange  kulturelle og naturmæssige oplevelser at hente i herregårdslandskabet, men tilgængeligheden til Wedellsborg Gods er noget restriktiv i forhold til blandt andre ældre og dårligt gående. Forhåbentlig sker der ændring på dette område med bedre parkeringsforhold og lettere adgang til naturområderne, selvfølgelig på en måde, så besøgende på en for naturen skånsom måde med god ret- og vejledning kan bevæge sig igennem de helt unikke landskaber uden for store naturmæssige skader. Denne tankegang kunne også indtænkes i forhold til de genkøbte ejendomme, hvor nogle ligger nær vandløb og unikke engarealer. Trampestierne i initiativet "Spor i landskabet" kunne være en god inspirationskilde. 

Forhåbentlig bliver offentlighedens adgangsmuligheder til naturen indtænkt ved de igangværende forhandlinger om "den grønne trepart".  Det ville være godt i forhold til fremme af folkesundheden med "en sund sjæl i et sundt legeme." Og det ville være en attraktion i forhold til byboeres ønske om at bosætte sig på landet med let tilgængelighed til natur- og kulturmæssige oplevelser i skov, på strand og på eng. Wedellsborg og Frijsenborg godser har tilsammen mere end 140 huse til udlejning, så lensgreven har også en egeninteresse i at gøre disse huse attraktive i forhold til adgang til naturmæssige oplevelser.

Wedellsborg Slot

Ib Hansen, 19. august 2025